Mit bud på en artikel

[Martin Christensen <sslug@sslug>]

Så vidt jeg kunne forstå, synes alle, at det ville være en vildt go' ide
med et svar på den artikel, så længe de ikke selv skulle skrive den. Så
her er mit bud på en sådan. Den skal nok modificeres en del, men den
skulle danne god bund for en passende artikel.
  Jeg anvender til tider 1. person ental, da førstehåndserfaringer
plejer at underbygge troværdigheden.

I Politiken Computer bragtes der d. 29. april en artikel (Alice i
Linuxland), der stiller fokus på Linux set fra den jævne computerbrugers
vinkel. Vi mener, at denne artikel har en forkert indgangsvinkel til
emnet, og vil gerne bidrage til bedre klarhed om emnet.
  Den forkerte indgang er, at grundlaget for bedømmelsen er Windows. Man
kunne godt få det indtryk, at forfatteren Lars Dahlager ledte efter
"Windows i Linux." Lad det være sagt med det samme, at Windows og Linux
er to fundamentalt forskellige systemer.
  Det grundlæggende spørgsmål er, om "mor og far", altså den gruppe af
brugere, der ikke interesserer sig for alt det tekniske ved en computer,
og kun vil bruge nogle få programmer, har et reelt alternativ til
Windows eller Macintosh i Linux.
  Windows er designet, så et barn gerne skulle kunne betjene det med en
gummihammer. Enkelhed har hele tiden været i centrum, og Microsoft har
haft stor succes med dette designmål. Langt de fleste computere har idag
Windows 98 installeret, så man skal blot trykke på knappen, for at få
maskinen igang. Installation af nye programmer er ikke videre svært, når
man lige har prøvet det et par gange. Den grafiske brugerflade er meget
enkel at betjene, og hele vejen igennem er den temmeligt konsistent.
  Linux er designet til at være effektivt for dem, der bruger det.
Brugerskaren har imidlertid ændret sig radikalt, så de originale
langhårede typer nu er i klart undertal. Men det er stadigt
kendetegnende for dem der anvender systemet, at de ikke har noget imod
at læse en smule på lektien.

Det "svære" ved Linux
  Der er udviklet nogle glimrende grafiske brugerflader til Linux, bl.a.
KDE, som nævntes i "Alice i Linuxland", GNOME m.fl. I
betjeningsvenlighed ligger de ikke tilbage for Windows - ja, faktisk må
man sige, at de fleste grafiske brugerflader idag minder utroligt meget
om hinanden, hvadend udviklerne kan lide sammenligningen eller ej.
Programmer man bruger meget, som fx kontorprogrammer, vil enten
eksistere eller have gode pendenter på begge platforme. Hvor man i
Windows måske bruger Works eller Microsoft Office, kan man finde
WordPerfect og StarOffice til Linux, der begge er gratis til personligt
brug. Så den dagligdags betjening vil være meget lig den, man kender fra
Windows.
  Det såkaldte "svære" ved Linux, er udelukkende systemadministration.
Dette fine ord dækker over installation af programmer, oprettelse af
internetforbindelse, tilføjelse af nye "brugerkontoer" osv. Dette er
faktisk slet ikke så svært endda.
  Installation af programmer er en del lettere under Linux end Windows,
hvis man kan finde en "RPM-pakke" (eller tilsvarende) af programmet, og
det kan man i rigtigt mange tilfælde. Der er grafiske værktøjer til at
installere disse. Der skal man blot vælge programmet til installation,
trykke på en knap, og vupti, så er det installeret. Det eksempel der
gives med Netscape Communicator, hvor man på en kommandolinie skulle
skrive "gzip -dc communicator-v45-export-x86-unknown-linux2.0;
./ns-install" ville man under Windows være blevet bedt om at udpakke en
zip-fil i WinZIP og dobbeltklikke på setup-ikonet.  Og denne
installationsform er jo langt fra ualmindelig under Windows. Det er
nøjagtigt det samme, der sker, men hvis man får klar besked om, hvad man
skal skrive på kommandolinien, undgår man de ubehagelige og ofte meget
besværlige forklaringer. Det skal nævnes, at dette er en af de mere
besværlige installationer. Normal er det en del lettere, hvis man holder
sig til "solide" programmer.
  Den viden, der skal til, for at man kan sætte sit Linuxsystem op,
behøver ikke at være overvældende. I de fleste tilfælde kan man følge en
installationsvejledning uden egentligt at vide, hvad der foregår. Langt
de fleste opsætningsproblemer kan overkommes ved at læse noget af den
medfølgende dokumentation. Der er et væld af HOWTOs, udførlige
beskrivelser af hvordan man gør dette og hint. At sætte et Linuxsystem
op behøver ikke at være sværere end at sætte et Windowssystem op, men
det er under alle omstændigheder anderledes.
  Denne grundviden, der skal til, er dog tit mere end mange brugere
bryder sig om at erhverve sig. Det er under alle omstændigheder ingen
dårlig ting, at man kender en, der har en smule forstand på "det med
computere." Og der står intet til hindring for, at Sønneke, der studerer
i Århus, over Internettet logger ind på Mors computer i Odense når hun
fortvivlet ringer og klager sin nød. Er man på Internettet kan man altid
spørge efter hjælp på en af de mange newsgroups eller mailing lists.

De store forskelle
Som nævnt fra starten er der fundamentale forskelle mellem Linux og
Windows. Holder man sig til grafiske værktøjer, og det er faktisk
muligt, vil man nok ikke mærke særligt meget til det. Det nævntes bl.a.,
at håndteringen af diskette- og CD-ROM-drev er meget anderledes, da drev
skal "mountes" for at kunne bruges. Der er visse historiske grunde til,
at det er sådan, og når man ser bort fra datasikkerheden, er den mest
bemærkelsesværdige nok besværet. Men drevene håndteres langt mere
intelligent under Linux. Når man skal læse fra eller skrive til en
diskette i Windows bliver hele systemet utroligt sløvt. Gør man det
samme under Linux føles det lige så hurtigt, som at skrive til
harddisken, men så hurtigt går det jo ikke helt i praksis.
  De fleste vil nok mene, at bruger man Linux, er kommandoprompten svær
at komme udenom. Jeg vil vove den påstand, at det er helt forkert. Man
har en del flere og i mange tilfælde bedre grafiske værktøjer til Linux.
Men kommandoprompten er nok alligevel det mest benyttede værktøj, fordi
man kan gøre det meste en del lettere derfra. At den virker skræmmende
på de fleste, der aldrig har brugt fx DOS, og som ikke har planer om
nogensinde at lære at bruge en, er ikke overraskende. Mange Linuxbrugere
er af den mening, at mange grafiske værktøjer er for besværlige at
arbejde med og derfor bruger de kommandolinien, der samtidigt er mere
fleksibel. Men er man ikke indstillet på at bruge den, står det en frit
til at lade være.
  En væsentlig forskel i traditioner på Windows og Linux er forholdet
til dokumentation. Den typiske Windowsbruger kunne kun sjældent finde på
at søge hjælp til at løse et problem ved at læse hjælpefiler. De fleste
programmer til Linux er skabt med størst mulig effektivitet for øje, og
det betyder ofte, at man gør mange ting unødigt besværlige ved at sky
den medfølgende og ofte virkeligt gode dokumentation.


Hmm... jeg har arbejdet 14 timer idag og orker ikke at skrive artiklen
færdig. Gør med den, hvad I vil. Jeg har ikke kræfter til mere lige nu.
:-)

Martin

-- 
Anyone who has realised the importance of Esperanto
is morally obligated to work for it.
    - Leo Tolstoi