Foreløbigt Linuxblær

[Martin Christensen <sslug@sslug>]

Hej folkens

Som nogle måske husker fik jeg for noget tid siden den djævlske idé,
at jeg ville lave en side om hvordan, man blærer sig med Linux. Stilen
er, for de der måtte blive forargede, ikke aggressiv men informerende
humoristisk/selvironisk. Den er langt fra færdig endnu, men det kommer
nok engang. Idéer og kritik modtages med kyshånd. Jeg håber at få
siden på NJLUG, hvis der ikke protesteres for meget. Nå, men hvad der
foreløbigt er, er blevet plain-text'et og vedsendt, da der ikke er så
pokkers meget endnu. Som sagt er konstruktivt kritik velkomment.

Martin

-- 
Anyone who has realised the importance of Esperanto
is morally obligated to work for it.
    - Leo Tolstoi


Det Nyttige og Det Blærede

  Af Martin Christensen

Dette er en lille side, som enhver med Linux installeret nok kan finde
nyttig. Her beskæftiger vi os med 100% uhæmmet blær. Nu er det jo sådan,
at det blærede ved Linux typisk samtidigt er det nyttige, så desværre kan
vi ikke holde en helt ren linie, men det gør jo bare denne side
interessant for et bredere publikum. Den har langt fra nået et færdigt
stadium, men man kan jo ikke være lige heldig med det hele. Sådan går det
jo.

Vi vil beskæftige os med måder hvorpå du kan imponere dine venner, der jo
alle sværger til Windows eller Macintosh. Jeg håber i fremtiden at kunne
byde på nederdrægtige opskrifter på, hvordan du effektivt ydmyger dem
offentligt med deres operativsystem, men det må lige vente lidt endnu.

Der er som bekendt mange måder at blære sig på. Derfor har jeg set mig
nødsaget til at dele alt ind i kategorier, der fx kan være det totalt
nytteløse, det hamrende effektive, det uhæmet elegante osv. Dermed kan du
hurtigt finde netop den rette måde at vise dig på.

  Tomt Blær

Denne kategori må nødvendigvis starte med en advarsel. De ting, der sker
her, er overhovedet ikke særligt seje, men for den uindviede kan de
indgyde dyb respekt. Du bør dog aldrig gøre et stort nummer ud af de her
nævnte metoder, da det kan fremstille dig i et meget uheldigt lys, hvis
det bliver opdaget, at du ikke er så sej endda. Du vil endvidere sætte
hele Linuxsamfundet i et dårligt lys, da man vil tro, at vi alle er en
flok nørdede blærerøve, og det er vi jo bestemt ikke... nærværende
skriveri uagtet.

Kompilering af kerne

At kompilere en ny kerne til sit system er en simpel sag. Der er sågar et
grafisk redskab til at ordne opsætningen før kompileringen. Dertil kommer,
at man blot skal følge en ret enkel procedure for at ordne sagerne. At
kompilere en kerne virker særligt imponerende på den uindviede, da det jo
er systemets mest vitale dele, man roder med. Det vil uværgeligt få den
gennemsnitlige skabsnørd, der ikke er vant til sådanne sager, til at
savle. Derfor bør man altid have en hagesmæk eller et mellemstort
badehåndklæde ved hånden til at opsamle vandmasserne. Skulle man støde på
en fejl under kompileringen, er det bare med at holde masken. Man kan
eventuelt mumle noget i stil med "det var lige godt satans" og rode lidt i
kildekoden, også selv om man ikke har nogen egentlig forstand på
programmering. Man bør derefter altid lade opgaven ligge til en senere tid
for at undgå egentlig og uafværgelig ydmygelse/punktering.

Kompilering af programmer

At kompilere normale programmer fra source code er også en pæn måde at
imponere på. Dette gælder i dobbelt grad hvis man retter lidt i koden
først. Her skal man dog passe lidt på, da det kan få utilsigtede
konsekvenser. For at komme dette problem imøde, kan man på forhånd lave en
fejl i koden, som man så retter, når det bliver relevant.

Selve kompileringen er intet problem. Normalt er det blot et par koder som
./configure, make og make install. Det ser jo også hamrende avanceret ud,
når maskinen laver en række ting i baggrunden, mens man selv leger rundt
med noget helt andet, helst flere ting samtidigt, imens. For at give
illusionen af, at Linux multitasker endnu bedre, end det rent faktisk gør,
bør man nok komme ihu, at jo mindre processorkraft det, man laver i
forgrunden, kræver, jo mere flydende ser det ud. Det vil sige, at
kompilerer man et program i forgrunden mens man leger med mail i Emacs,
vil det virke mere glidende (afhængigt af processorkraft), end hvis man
arbejder med en tung side i Netscape. Man skal dog sparke temmeligt hårdt
til sin processor før dette bliver aktuelt, da jeg fx godt kan arbejde med
en belastning på 200% uden at mærke nogen særlig sløvhed. Men hvis man
bliver lidt nervøs, kan man altid reducere prioriteten på den
baggrundskompilering, man foretager.

  Overfladeblær

Dette drejer sig udelukkende om overfladiske detaljer, som egentligt ikke
viser, at Linux er et meget effektivt system, men blot at det er
nydeligere end de andre, eller rettere kan være det.

Window Managers

Du kan jo få window managers til Linux, der ser tæskegodt ud. Tag nu bare
Enlightenment som et nydeligt eksempel. Men det kræver til gengæld en del
af processor og grafikkort, hvis man skal give den hele armen. Har man en
ret heftig maskine, kan man med fordel krydre sin desktop med levende
baggrundsbilleder og alverdens pop og bavl. Det øger ikke din
effektivitet, men det gør dine venner misundelige, og før du ved af det,
træder Janteloven i kraft, og de forlader dig... eller får en bedre
maskine selv, og vil pludseligt låne din installations-CD.

Men har du en skodmaskine, et gammelt hakkebræt med en
laboratorierottebetjent kugleramme som CPU, ja så kan du passende blære
dig med små ressourcekrav. Her kommer window managers som FVWM ind i
spillet. En maskine i mellemklassen kan dog uden problemer køre de lidt
nydeligere Window Maker og AfterStep, som både kan konfigureres til at se
virkeligt godt ud uden at de deraf har helt voldsomme systemkrav.

Du vil simpelthen elske Enlightenment. Du kan få denne window manager til
at gøre så utroligt mange ting, der bruger løs af dine CPU cycles, der
egentligt ikke er nyttige, men som giver selv de mest følelsesforladte
Windowsfanatikeres øjne til at løbe i vand. ETerm, der er et
terminalprogram, kan (som mange andre) have en halvgennemsigtig baggrund
og lignende sjove ting. Rammerne som Enlightenment skaber omkring
vinduerne kan også konfigureres til at se meget futuristiske, organiske
eller whatever ud. Baggrunden kan bestå af levende flammer, bevægelige
ringe i vand mv. Det er ikke for din gamle 486, men det ser GODT ud.

Selv bruger jeg dog Window Maker, der er meget nydelig at se på uden at
være blæret, og som er meget beskeden med sit forbrug af processorkraft og
RAM. At man holder sin window manager hamrende sej, men med forholdsvis
lav profil, kan også være med til at skabe et positivt image omkring dens
ejer.

  Orv, det er svært!

Alle dine venner, der som bekendt bruger enten Windows eller MacOS, bliver
hurtigt stakåndede, når det gælder gennemskuelighed af brugerflader. De
får koldsved og åndenød, når de ser et terminalvindue, og som regel falder
de på knæ med ansigterne mod Guds eget land og mumler et par stille ord
ca. 5 minutter før de giver sig i kast med noget så voldsomt som at tage
kampen op mod en konfigurationsfil med Notepad som våben. Det resulterer
som regel i en ominstallation, som vi ved.

Terminalen

Det er forrygende let at imponere folk, der kommer fra en udelukkende
grafisk baggrund, med et terminalvindue. De går i panik, når de ikke kan
associere filer med ikoner, så en smule simpel navigation, lidt cat (øj,
hvor var det meget tekst), ls -Rl / og lignende er dybest set tomt, men
det giver en masse output på skærmen, og så længe der ser ud til at være
system i galskaben, lider dit rygte ingen skade. Hav dog rigelige mængder
afkølet væske tilgængeligt, hvis de, der ser på, skulle få det dårligt. De
bør i så fald lægges ned på ryggen, helst med et par puder under benene,
for at sikre blodtilførslen til hjernen.

Er den, du skal imponere, lidt sværere at få overbevist, dvs. der skal
rent faktisk komme noget ud af det, du laver, vil kommandoen grep være til
stor nytte. Den leder efter tekststrenge i filer. En god undskyldning er
altid "hvor var det nu jeg anbragte det brev til moster Uma fra
Tyskland?", hvorefter du kører en grep -r "Uma" ~/*. Denne kommando vil
søge dit home directory og alle underdirectories igennem for "Uma", men
denne undskyldning kræver, at du har flere filer at rode igennem. Du kan
med fordel sætte en masse kryptiske parametre på. Så længe de ikke skaber
ravage, behøver du ikke forstå dem, når bare de ser seje ud.

Command line-programmer

Alt hvad man ikke forstår, virker svært på det utrænede øje. Programmer
uden grafisk interface af nogen art, kan meget let virke svære at benytte,
især hvis de betjenes med høj hastighed. ""Omne ignotum pro magnifico","
eller "alt hvad man ikke forstår virker mere storslået."

Sætter du LaTeX til at tygge et dokument igennem (og LaTeX er jo hverken
svært at skrive i eller betjene), kan du læse de informationer, det sender
på skærmen, grundigt igennem. De ligner volapük, og selv om de faktisk
indeholder brugbar information, er de tilpas kryptiske til at enhver, der
ser dig studere dem, må imponeres af din fantastiske vid og ophøjede
indsigt udi computerens labyrintiske gåder. Dette gælder naturligtvis også
andre programmer der lykkeligt skovler info på skærmen.

Command line-programmer giver typisk indtryk af, at man besidder en stor
mænde viden om et ocean af kommandoer og deres parametre. Hvis denne smule
blær skal bære frugt, skal denne opfattelse faktisk ikke være helt
forkert. Videnen om disse kommandoer/programmer er faktisk ikke så svær at
tilegne sig, som man skulle tro - man skal bare bruge dem dagligt, og det
er netop hvad, den gode Linuxbruger gør; de slemme bruger grafiske
alternativer. ;-)

Slemme editors

Skal man indgyde ærefrygt i sit daglige arbejde, er det vigtigt at bruge
en af de hårde editors. Her er Emacs og vi slet ikke dårlige. De er
faktisk ikke helt lette at gå til... ja, de er vel nærmest temmeligt
komplekse. For at sige det, som det er, skal man for at virke hård til at
bruge disse editors egentligt være ret hård til at bruge dem. Nej, det er
egentligt ikke helt sandt, for det tog mig ikke så forfærdeligt lang tid
at blive okay til at anvende Emacs. Altså, for at gå for at være med i de
hårde drenges liga, kan man klare sig med mindre. Man er mere eller mindre
tvunget til at bruge en række keybindings, altså tastkombinationer som
Ctrl-c Ctrl-e Ctrl-i på stribe, for at de ikke skal være et helvede at
arbejde med. Enhver der ser det, og som aldrig før har været vidne til
sådanne mirakler, må jo nødvendigvis imponeres. Mere om i hvert fald Emacs
andetsteds.

  Alt-i-et-programmet Emacs

Det er så afgjort af høj blæreværdi at bruge programmer, der kan alt fra
at klare avanceret teksbehandling over E-mail til at sætte kaffe over.
Emacs klarer de to første uden nogen verdens problemer, og kan hurtigt
modificeres til også at håndtere sidstnævnte.

Emacs er det program, jeg uden tvivl bruger mest, om det så er i text mode
eller under X. Jeg kan ikke komme på nogen opgave, jeg foretager på min
computer, som Emacs ikke kommer i berøring med.

Du kan konfigurere Emacs på et utal af måder. Ja, der er nærmest ikke den
ting af betydning, du ikke kan konfigurere, så en stor og rodet
~/.emacs-fil kan nok også imponere vennerne. Det hjælper især, hvis du for
øjnene af dem roder lidt rundt med nogle ting, så du fx slår syntax
highlighting til, hvor det før ikke blev brugt. Dette kræver selvfølgeligt
en lille smule forberedelse, idet man jo altid arbejder med syntax
highlighting, men det har dog nogen wow-effekt, så det er okay.

Hvad kan Emacs egentligt? Tja, jeg kan jo begynde at opremse nogle af de
ting, jeg bruger Emacs til, men det er kun et stærkt begrænset spektrum af
programmets fulde potentiale. Du behøver så at sige aldrig at forlade
Emacs. Vi har hørt det før, og vil sikkert høre det igen:

"Hvad er det for et program?"

"Det hedder Emacs."

"Hvad bruger du det til?"

"Har du god tid? Godt, vi begynder fra en ende af..."

  E-mail

Der er mange mail extentions til Emacs, og jeg bruger Gnus, der egentligt
er en news reader, som er udviddet til også at håndtere E-mail. Den var et
helvede at sætte op, men da logikken endeligt gik op for mig, var det ikke
så slemt endda. Den er forholdsvist nem at bruge, når den er blevet sat
op, og mange af de mere langhårede sorteringsmekanismer kan man godt bruge
uden at vide, hvad pokker der egentligt sker; det er jeg levende bevis
for.

At bruge Emacs til mail bliver en del lettere af, at du har en mail server
på din maskine, hvilket i sig selv egentligt nok skulle give de fleste
Windowsentusiaster ticks. Emacs har nemlig ikke selv nogen MTA (Mail
Transfer Agent), som fragter din post frem og tilbage, indbygget, som du
er vant til det fra de fleste mailprogrammer.

Gnus har den praktiske og visuelt imponerende (?) evne, at den, som den
news reader den er, ordner mail hierakisk efter primært subject o.l. Det
ser ganske afgjort nydeligt ud, men imponerer sikker kun de grønneste
computerbrugere.

  HTML

Det mest praktiske ved HTML-redigering med Emacs, er dens meget hurtige og
altid korrekte syntax highlighting. Jeg har før (under Windows) brugt
programmer, der kunne klare syntax highlighting, men de var pokkers
langsomme og ikke altid korrekte. Denne feature, omend langt fra unik,
hjælper godt til med at holde styr på, om mine tags er ordenligt
afsluttede osv. Endvidere kan Emacs en masse praktiske ting med indryk og
deslige. Dertil kommer naturligvis automatisk indsættelse af en række
almindelige tags vha. key bindings.

  Tekstbehandling med LaTeX

LaTeX er mere eller mindre det eneste, jeg bruger til tekstbehandling, og
til dette formål er Emacs guld værd som editor. Jeg har til dette formål
udstyret Emacs med pakken AUC TeX, som pga. sin høje kvalitet burde være
standardudstyr til Emacs. Her nyder jeg også godt af syntax highlighting,
og passende strukturerede indryk klares helt automatisk. Desuden ligger
der et væld af formatteringskommandoer på key bindings, der ikke er så
svære/ulogiske, som man umiddelbart godt kunne tro.

Fejlsøgning i dokumenter bliver en leg, og Emacs kan naturligvis selv
sætte LaTeX til at tygge et dokument igennem, og når det er sket, kan xdvi
hurtigt sættes til at vise dokumentet, naturligvis også på en hurtig key
binding.

LaTeX og Emacs/AUC TeX spinder så utroligt godt sammen, at denne side ikke
med rette kan huse den lovsang, de sammen fortjener. Det korte af det
lange er, at du kan blære dig både med LaTeX, der ser pokkers kompliceret
ud uden at være det, og Emacs' forrygende effektivitet (/obskuritet).

  Programmering

Emacs som et programmeringsværktøj til stort set alle sprog er en drøm. Du
hjælpes ikke til at blive en bedre programmør, men du får let adgang til
kompileringsværktøjer, debuggere og meget andet godt. Desuden er der det
almindelige halløjsa med syntax highlighting, indryk mv. Bør ikke bruges
til at imponere de alt for uindviede, da de ikke vil fatte, hvad der
foregår. De hører ordet "programmering", og pr. automatik sættes
størstedelen af deres bevidste tankeaktivitet ud af funktion, og så nytter
det jo ligesom ikke. Så kunne du i princippet lige så godt bruge Notepad,
og det ville have samme virkning.

  Lommepsykolog

Der er også indbygget en lommepsykolog i Emacs: M-x doctor. Det vil jeg
helst ikke nærmere ind på.

  Info-sidebrowser

Emacs er også fortrinlig til at lege rundt i dine info-sider med. Den har
ikke nogen voldsomt stor fordel over den almindelige konsolbaserede
browser, men du får Emacs' nydelige interface, og du kan, hvis du absolut
vil, bruge musen.