13. december
Er der plads på systemet?
df
Det er rart at vide om et filsystem er ved at blive fyldt, i
stedet for bare pludselig at få at vide at nu er der altså ikke mere
plads. Med kommandoen "df" kan du få en oversigt over
hvad der er af fri plads på dine filsystemer:
|
~/ > df
Filesystem 1k-blocks Used Available Use% Mounted on
/dev/sda2 985916 847068 87956 91% /
/dev/sda1 16288 6130 10158 38% /boot
/dev/sdb2 1832952 1523464 214872 88% /home
shmfs 200760 0 200760 0% /dev/shm
~/ >
|
Hvis tallene i søjlen med overskriften "Use%" kommer
over 93% fungerer ext2-filsystemer ikke effektivt.
Hvis du kun interesserer dig for hvor meget plads der er tilbage
på det filsystem, der svarer til et bestemt katalog, kan du bruge
katalogets navn som argument til "df":
|
~/ > df ~/
Filesystem 512-blocks Used Available Capacity Mounted on
alfhd1#home1 25135104 20890874 3704144 85% /home1
~/ >
|
Heraf kan vi udlede at kataloget "~/" (mit
hjemmekatalog) ligger på filsystemet "/home1" og at der
er 3.704.144 ledige 512 kb-blokke på det. Som standard måler
"df" plads i "blokke". Da de kan have forskellige
størrelser på forskellige systemer er det en fordel at bruge
tilvalget "-k", der får "df" til at regne i
hele kb:
|
~/ > df -k ~/
Filesystem 1024-blocks Used Available Capacity Mounted on
alfhd1#home1 12567552 10445444 1852064 85% /home1
~/ >
du
Hvis det du er interesseret i at vide ikke er hvor meget plads,
der er tilbage på et filsystem, men derimod hvor meget plads et
katalog (inklusive underkataloger) bruger, så er det kommandoen
"du" du har brug for:
|
~/ > du -s -k ~/Ada ~/C ~/Pascal
38598 /home/cmplx/sparre/Ada
2176 /home/cmplx/sparre/C
112 /home/cmplx/sparre/Pascal
~/ >
|
Tilvalget "-k" sikrer også her at de tal, der kommer
ud, er i kb. Og "-s" begrænser uddata til en
opsummering. Uden "-s" bliver der også skrevet, hvor
meget der ligger i de enkelte underkataloger:
|
~/ > du -k ~/C
584 C/Programmer/tidy4aug00
1916 C/Programmer
12 C/dynamiske_biblioteker
2176 C/
~/ >
free
Kommandoen "free" svarer til "df" og
"du", men for hukommelsen i maskinen:
|
~/ > free
total used free shared buffers cached
Mem: 91960 83528 8432 0 1864 26672
-/+ buffers/cache: 54992 36968
Swap: 205792 11824 193968
~/ >
|
Vi kan her se at der er 91.960 kb hukommelse i maskinen. De
83.528 kb er i brug, og der er 8.432 kb fri. Den næste
linie indeholder de samme tal, men denne gang korrigeret for hvor
stor en del af hukommelsen, kernen bruger som mellemlager (engelsk:
"cache") for filer der er ved at blive læst og/eller skrevet. Hvis vi
ser på de tal, så kan vi se at vi rent faktisk kan bruge
36.968 kb til, før det for alvor bliver nødvendigt at kopiere
dele af hukommelsen ud på disken (engelsk: "to swap"), for at have
plads til alle de programmer, der kører på maskinen. Og den sidste
linie fortæller, hvor meget plads der er reserveret på disken som
reservehukommelse (205.792 kb) og at vi allerede bruger en smule
af den (11.824 kb).
|